De forskellige typer cannabisfrø
- hvilke frø skal man vælge?
Der findes forskellige slag cannabisfrø hos forhandlerne (og private). Nogle synes bedst om en slags, mens andre sværger til andre slags. Det kommer også an på, om du vil dyrke inde eller ude. Her forsøger jeg at give et overblik over de forskellige slags frø du støder på.
Almindelige frø (fotosensitive)
Almindelige frø har både han- og hunplanter. Det er sådan nogle frø, som kommer fra de mest almindelige planter. Disse planter har blomstringen styret af nattelængder. Når efteråret kommer og dagene bliver kortere begynder disse mest almindelige typer blomstringen.
Fordele ved fotosensitive planter
Denne egenskab med fotosensitivitet udnytter mange indendørs dyrkere, da det gør, at man kan holde blomsten i vegetativ (groende) vækst, så længe man holder dagslængden på ca. 18-24 timer. Kommer man ned på 12 timers lys, går de i blomst. Man kan således have en moderplante groende under 18-24 timers lys i årevis - tage stiklinger (kloner), som man kan gro ligeså store, man har lyst. Når man synes klonerne er store nok, sættes de i et rum med 12 timers lys, og de går i blomst efter kort tid. Man kan altså finde sit yndlingsindivid og dyrke den fremover så længe man ønsker. Det gør, at man lærer planten at kende. Man ved, hvor meget gødning den skal have for at være sprudlende sund. Man lærer dens cannabinoideprofil at kende, så man ved præcis hvordan slutproduktet virker.. Det varierer nemlig ofte noget fra plante til plante - selv indenfor samme sort - og mest, når der er tale om hybrider (læs om hybrider længere nede i artiklen).
Bagdele ved fotosensitive planter
En udfordring med de fotosensitive planter har vi hovedsageligt ved udendørs dyrkning i køligere lande som Danmark. De tropiske planter går nemlig ikke i blomst, før det er for sent til at udvikle store flotte blomsterstande. En tilfældig tropisk plante fra en webshop ville typisk først være moden og klar helt hen i november-december. Her er der imidlertid så koldt og vådt, at blomsterstandene ikke udvikler sig ordentligt - hvis de da ikke er ædt op af mug for længst.
Derfor er vi i Danmark bedst tjent med at dyrke danske sorter, som har været forædlede herhjemme i mange årtier. De er specialiserede i at begynde blomstringen meget tidligt. Nogle af de bedste sorter er fint potente og kan høstes allerede i august-september - andre lidt senere. Min Pibeurt er af en sådan type, men der findes mange andre danske specialiteter. Nogle er lidt tilfældige avlsprojekter, mens andre er velkontrollerede med rigtigt fin genetik som udover den tidlige blomstring også er meget resistente for de skimmelsorter der flittigt gror i den danske sensommer.
Autoer - Automatisk blomstrende
Autoer er en ny type frø man kan købe. De er kommet mere og mere frem gennem de seneste 10-15 år. I starten var de meget lidt potente, men idag, er de faktisk ved at være ligeså potente som de almindelige sorter og hybrider - når man da får fat i de rigtige sorter. Autoer har også både hanner og hunner i almindelige frø.
Autoer har den egenskab, at de i modsætning til de fotosensitive planter, automatisk går i blomst uafhængigt af dagslængden. De er lavet ved at krydse nogle af de almindelige sorter fra slægterne sativa og indica med en slægt kaldet "ruderalis". Ruderalis er vildvoksende planter som kommer fra kolde egne bl.a. Rusland. Her har de gennem evolution udviklet sig til automatisk at gå i blomst, så de kunne nå at formere sig på de meget korte sæsoner. Det er der både fordele og ulemper ved.
Fordelen ved autoer
Den store fordel ved de autoblomstrende sorter er, at du kan høste modne blomsterstande præcis, når du ønsker det. De skal bare spires den tid forinden som avleren siger de skal bruge fra såning til høst. Det er oftest ca. 60 - 100 dage, men der er også nyere sorter, som tager endnu længere tid. Man kan således f.eks. plante sit auto-frø 15. maj - og så høste sine fuldmodne blomsterstande omkring 1. august - helt afhængig af sorten.
Bagdele med autoer
Automatisk blomstrende sorter har den bagdel, at de ikke kan klones... Eller de kan godt klones, men klonen vil have samme alder som moderplanten og gå i blomst samtidig og individet vil for altid være borte.
Mange autoer er også meget små planter. De kan være helt ned til omkring 20-30cm., men der er mange nyere sorter, som er væsentligt større - nogle kalder disse "super autoer" - men det er mest almindeligt med planter på ca. 50-100cm. og de fleste blomstrer færdigt på to-tre måneder.
En farlig bagdel med autoer er, hvis du er lidt uheldig og har problemer i de første uger af plantens vækst. Så hæmmer du den vegetative vækst fuldstændigt, så du kan ende med at høste en meget lille plante. Det sker ofte for helt nybegyndere, som f.eks. får overvandet - eller måske ikke får vandet nok. Det kan også let ske, hvis du planter frøet direkte i noget for potent jord - for meget gødning svider de unge rødder.
Da autoer endnu er så nye spillere på banen har de ikke opnået samme resistens for skimmel, som de danske sorter. Det overkommes dog ved at man kan have dem færdige og modne inden skimmel som oftest viser sig - men i den vådeste danske sommer kan skimlen opstå tidligt, og så kan de være meget sårbare i forhold til vores mere traditionelle danske udesorter.
Da autoer er lidt nye på banen, og alle har genetik fra den THC-fattige ruderalis i sig, er der stadig mange sorter, som ikke bliver helt nær så potente som de almindelige sorter... men dette problem er dog ved at være løst med de nyere sorter som kan være ligeså potente som de bedste fotosensitive. Men generelt er der nogle auto-sorter som mangler en smule potens - til gengæld kan man som oftest høste en moden blomsterstand fra en mere eksotisk sort end de typiske danske.
Feminiserede frø
Både autoer og fotosensitive cannabisfrø kan fåes som regulære eller feminiserede. Feminiserede betyder at der kun kommer de medicinrige hunplanter. I gamle dage var der ikke mange steder, man kunne købe feminiserede frø. For bare ca. 20 år siden var disse meget sjældne. Idag bruger avlere feminiserede frø bl.a. for at beskytte sine sorter - når der ikke findes hanner, er der ikke nogen, der kan kopiere frøene.
Fordele
For nogle er det en fordel, at der kun kommer hunplanter. Man spilder ikke krudt på hanplanterne, som får mange ingen værdi har... Der kommer nemlig meget lidt medicin i dem, og de fleste kasserer dem. Hvis ikke en hanplante kasseres, kan den nemlig bestøve hunplanterne, som vil lave frø, og bruge mere krudt på at lave frø, end cannabinoideholdige trikomer (harepikskirtler) - de ubestøvede hunplanters blomsterstande har det bedste indhold af cannabinoider og kaldes "sinsemilla" ("uden frø" på spansk).
Bagdele
Du kan altså ikke uden videre lave dine egne frø på feminiserede frø... I hvert fald ikke på almindelig vis med hanner der bestøver hunner. Man kan dog godt udnytte samme teknikker, som avlere bruger til at lave de feminiserede frø i første omgang. De stresser en hunplante til at lave hanblomster - og bruger disse pollen til at bestøve en anden hunplante. Men det giver dog udfordringer at kopiere hunfrø på denne måde, som bedst virker på en første generation - når der avles videre øger man tendens til hermafroditisme, og feminiserede frø har da også en større tendens til at udvikle nogle enkelte hanblomster "nanners" i sine blomsterstande.
Kort om indica, sativa, ruderalis og hybrider
Mange taler om at indica virker beroligende og sativa mere opkvikkende. Der er dog delte meninger om de påstande, da de ofte har meget ens cannabinoideprofiler. Man mener altså, at det er mere afhængigt af sorten end om det er indica eller sativa. Ruderalis har næsten ingen medicinsk værdi, men benyttes udelukkende for sin evne til at blomstre automatisk. Hybrider er frø som er lavet af f.eks en indica moder og pollen fra en sativa fader. Deres første afkom kan have en ekstra frodig vækst kaldet hybridvækst.
Husk at det i 2017 kun er lovligt at købe frø til samlerbrug som frønørd. De må ikke spires og indholdet på disse sider er udelukkende information til brug ved en eventuel lovliggørelse eller til dansktalende bosidende i udlandet.
Tak fordi du læser med :)
Mike Green